Projektgruppen udgør et fællesskab af mennesker, der har til opgave at træffe beslutninger om emne og problemformulering. De skal indsamle, udvælge og bearbejde viden og informationer samt organisere og styre projektarbejdet. Under organiseringen af projektarbejdet hører også, at de i gruppen bliver enige om en arbejdsdeling.
De studerende kan selv vælge, hvem de vil være i gruppe med eller du kan bestemme, hvem der skal være i gruppe sammen. Du kan læse mere om erfaringer med begge tilgange i denne artikel. Under alle omstændigheder kræver det forberedelse og overvejelser fra din side.
For at facilitere gruppedannelsesprocessen kan du vælge at bede de studerende udforme en præsentationsside, som de kan gøre tilgængelig for hinanden via nettet. På den måde kan de studerende måske få et indblik i hinandens kvalifikationer samt stærke og svage sider. Da de studerende ofte ikke kender hinanden på forhånd, kan du ligeledes holde et indledende seminar og introducere og anvende forskellige grupperolletest, identitetstest eller rollespil for at give dem et indtryk af hinanden.