Hvert enkelt medlem af en projektgruppe har forskellige implicitte forventninger og forudsætninger for at deltage i et projektsamarbejde. Når al kommunikation foregår via internettet kan det være svært at afklare de enkelte gruppemedlemmers forventninger til samarbejdet. Der kan gå lang tid før gruppen opdager, at de ikke arbejder hen mod det samme mål. På samme vis kan gruppemedlemmerne opleve at blive frustrerede over hyppigheden, tonen og indholdet af deres indbyrdes kommunikation. Disse frustrationer kan afhjælpes ved at arbejde bevidst med at afdække gruppemedlemmernes forventninger til hinanden og projektet.
Lav evt. en grov skitse over arbejdsopgaver i gruppen.
Når projektsamarbejdet indledes kan du med fordel gøre de studerende opmærksom på, hvor vigtigt det er at udarbejde en eksplicit plan og en arbejdsdeling for deres samarbejde. Derved kan du foregribe nogle af de problemer, der kan opstå som følge af forskellige forventninger og arbejdsmetoder.
Planen kan selvfølgelig modereres eller ændres undervejs i projektarbejdet. Du kan starte med at give gruppen en idé om, hvordan en sådan gruppekontrakt kan se ud. Projektgruppen kan så med udgangspunkt i eksemplet diskutere sig frem til en kontrakt, der passer til deres behov. En gruppekontrakt bør opfattes som et redskab for gruppen til at få talt om deres forventninger og ambitioner for deres samarbejde. Derigennem kan de nå frem til en konsensus om indhold og karakter for projektarbejdet. Derfor bør gruppekontrakten bestemt også tages seriøst, selvom den kan revideres undervejs i forløbet. Når projektarbejdet påbegyndes er gruppekontrakten med til at holde "den røde tråd" og udgør rammen for gruppens samarbejde.
de studerende indleder med at gøre sig klart, hvor meget hver enkelt vil binde sig, og hvad man vil sætte som minimumskrav samt den enkeltes ambitionsniveau i forhold til projektet.
de studerende vurderer kontinuerligt sammenhængen mellem gruppens ressourcer og de arbejdsopgaver, som projektet kræver.
de studerende udarbejder arbejdsplaner til styring og vurdering af projektarbejdets udvikling.