








































|
|
 Der er endnu ikke aftaler i Danmark om ophavsret/copyright ved udnyttelse og formidling af digitale materialer. Det betyder, at der i hvert enkelt tilfælde skal indhentes tilladelse om brugen fra forlaget og forfatterne til det værk, man gerne vil anvende i undervisningen. Eller fra medvirkende og producer til f.eks. videoklip.
Der er dog alligevel gode muligheder for at anvende digitale materialer. Det er oplagt at samarbejde med biblioteket på din uddannelsesinstitution om udnyttelse af pensumlitteratur i digital form. Forskningsbibliotekerne har i projektet Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF) klareret adgang til store mængder af materialer – primært elektroniske tidsskrifter – via licenser til internationale forlag.
Flere af materialerne kan udnyttes i ’course packs’. For mange primært engelsksprogede tidsskrifters vedkommende er det muligt at linke til enkelte artikler og derved stille indholdet til rådighed for studerende via et password, der er aktivt i kursusperioden. Tidsskrifterne er primært tilgængelige fra campus, men studerende på fjernbaserede kurser kan få adgang uden for campus via bibliotekernes proxyservere. Hvad traditionelle kopier angår har universiteterne og flere andre højere læreanstalter ved Rektorkollegiet indgået en aftale med Copy-Dan for kopier af trykte materialer.
Der foregår i øjeblikket eksperimenter på det digitale område, og der vil forhåbentligt på sigt blive etableret en aftale mellem universiteterne og Copy-Dan med hensyn til at give adgang til digitaliserede materialer.
 Handelshøjskolens Bibliotek i Århus har netop forhandlet en aftale med Copy-Dan, som giver tilladelse til indskanning af trykt materiale til undervisningsbrug. Aftalen betragtes som en forsøgsaftale og som en tillægsaftale til den eksisterende trykte aftale. Aftalen indebærer, at man kan supplere Bibliotekets elektroniske ressourcer med indskanning af trykt materiale og på den måde opnå en fuldstændig understøttelse af kursets litteratur i digital form. Aftalen vil have begrænsninger af omfanget på lige fod med aftalen på det trykte område. Begrænsningerne er knyttet til materialets alder og omfanget af antal sider, som kan indskannes. Der kan derfor i enkelte tilfælde være brug for individuel klarering.
Kontakt biblioteket i god tid, da der kan ligge et stort arbejde i at finde, klarere og evt. indskanne materialer. |
|
|